mandag den 23. august 2010

hverdagen

Så kom hverdagen snigende....

Jeg synes stadig, at jeg har det mest fantastiske job sammen med de dejligste børn, men hvor bliver jeg også bare træt. Opstarten i et nyt skoleår er altid fyldt med mange møder, masser af planlægning, skrivning af årsplaner og så videre. Det er en del af jobbet, som jeg rigtigt godt kan lide, men jeg synes, det er hårdt, fordi den almindelige hverdag også skal planlægges. Er glad for weekender, men den, vi lige har haft, er bare fløjet afsted - heligvis med gode aftaler. Søndag var jeg på Formland messe i Herning, hvor jeg så lækre ting og sager, som straks blev skrevet på ønskelisten. Nogle af tingene kommer først i butikkerne i løbet af efteråret, men når man som jeg har fødselsdag i november, passer det perfekt. Jeg var blandt andet helt vild med USB-nøglerne fra KÄHLER. Jeg kan desværre ikke finde dem på nettet endnu, men glæd jer til at se dem!

Desværre er det ikke udsigten i aften, det eneste, jeg kan se og høre udenfor, er vand og blæst. Heldigvis er det også hyggeligt med stearinlys og en god krimi. Er man nørdet, hvis man endnu en gang læser Ian Rankins Inspector Rebus serie?

mandag den 9. august 2010

første skoledag


Sikke en dejlig første skoledag! Masser af spændte børn, der sad helt stille på deres plads, og som bare gerne ville i gang med at lave noget. Sikke en arbejdsiver.... Selvom det var 2. klasse, var der en del forældre med, sikkert mest for lige at se den nye klasselærer. Det gik dog rigtigt fint, selvom det nok tager lidt tid, før jeg helt får gennemskuet hvem, der hører til hvem.


Det er længe siden, jeg sidst underviste i dansk i anden klasse, men jeg glæder mig så meget til rigtigt at komme i gang. Ví har købt noget spændende materiale, som er helt nyt for mig, men som jeg glæder mig meget til at bruge. Jeg glæder mig også helt vildt til at lære alle mine 22 nye børn at kende, synes bare at de var så søde i dag! Glæder mig allerede til i morgen, når jeg skal have dem igen. Med fare for at jeg bliver alt for lalleglad, må jeg hellere stoppe nu og huske på følelsen af, at jeg har verdens bedste job!

Billederne er fra søndag aften, hvor jeg sad og forberedte første skoledag. Sikke et fantastisk syn fra min arbejdsplads.

onsdag den 4. august 2010

arbejd, arbejd

Eleverne kommer først på mandag, men denne uge arbejdes der herhjemme med forberedelse, årsplaner, læsning af pædagogisk litteratur, og så planlægges der møder, samtaler med forældre, årgangsfest, ekskursioner og meget mere. Der er nok at se til, og bunkerne på mit kontor bliver større og større, listerne længere og længere, kalenderen mere og mere fyldt, men alligevel trives jeg i det. Jeg er spændt på det nye skoleår, som byder på en helt ny klasse og med tilhørende forældre. I gennem de sidste syv år har jeg været heldig at have den samme positive flok af forældre, men jeg måtte sige farvel før sommerferien. Jeg håber, jeg får samme gode forhold til de nye forældre, men jeg har allerede en smule sommerfugle i maven (som sikkert bliver kæmpe store mandag morgen.....). Pu ha.
Heldigvis er der stadig tid inden mandag morgen, men indtil da er dagene fyldt med arbejde. Og kaffe, masser af kaffe.Mellem planlægningen bliver der tid til at være en smule kreativ, men de større projekter må vente lidt. Jeg har lavet lidt vimpler fra Helles blog, både en lille og en stor. Den store skal hænge i haven, den lille får min søster som en ekstra fødselsdagsgave. Farverne er så fine, og de vil pynte i hendes hjem.
Billedet er lånt fra Helles blog. Kig forbi, hun laver mange fine ting, som hun deler med alle os!