fredag den 26. februar 2010

Stadig vinterferie

Min vinterferie er så småt ved at nærme sig slutningen, og det føles næsten også som om min krop er.... Onsdag tilbragte jeg rigtig mange timer på vores loft, hvor jeg havde gang i den helt store sortering og udsmidning. På mandag er der en uge til, at de nye ejere af vores lejlighed får nøglen, så alt skal være flyttet inden. Vores loftsrum var så fyldt, at da jeg startede, kunne jeg ikke se gulvet.... Pu ha, men nu er det tømt. Men det var en kold omgang, især da tingene efterfølgende skulle ned fra fjerde sal til gaden, ud i kulden og ind bag i traileren. Heldigvis havde vi to gode og stærke hjælpere, som gik meget aktivt til opgaven.
Men i går da jeg vågende, var jeg helt stoppet i hele hovedet, have propper i ørerne og en meget rusten hals. Øv. Jeg havde ellers lavet en ekstra lang liste over alle de ting, jeg skulle nå. Jeg måtte aflyse en aftale med min søster og tilbringe dagen på sofaen under et tæppe med masser af kamillethe med god honning. Heldigvis med computeren på skødet og en masse ture rundt i blogland.

Havde satset på at være helt frisk i dag, men må nok se i øjnene, ar det er jeg ikke. Desværre har jeg et lille ekstra job, som jeg skal på en times tid i eftermiddag. Jeg har skrevet rundt til alle, som kunne afløse, men der er ingen, der har mulighed for at hjælpe. Jeg må nok mande mig op, indtage godt med piller og så bare gøre det så godt, som jeg kan.
I morgen må jeg bare være frisk, der skal vi have flyttet en masse ting ud i det Boxit rum, som vi har lejet.
Og så må det godt blive forår snart, jeg trænger!

tirsdag den 23. februar 2010

Vinterferie

Denne uge har jeg vinterferie. Dejligt og tiltrængt. Jeg nyder at mine morgener er rolige med masser af kaffe, fyrfadslys og tid. Gøremål er der masser af, lister bliver skrevet og roligt, men stabilt kommer jeg længere og længere ned, mens jeg streger.
Vi står overfor en flytning. Jeg får pakket hele vores lejlighed ned i flyttekasser, mens jeg samtidig forsøger at få overblik over, hvad der kan undværes i et par måneder, og hvad der skal med til vores midlertidige bolig. Vi har lejet et boxit rum, hvor de fleste af vores ting skal opbevares, indtil vi skal flytte til vores drømmehus i maj. Til maj kan der vel ikke være mere sne eller hvad?
Ind i mellem flytningen forsøger jeg at lave lidt skolearbejde. Der er meget, der skal planlægges, meget der skal skrives og evalueres, og endelig er der meget der skal forberedes. Efter vinterferien starter skolehjemsamtalerne, elevplanerne skal være færdige, næste skoleårs planlægning er i fuld gang, så det kræver, at kalenderen er fuldt opdateret hele tiden.
Selvom jeg har været lærer i en del år efterhånden, synes jeg stadig, at jobbet og alt det, der følger med, fylder meget i mit hoved. Ofte alt for meget. Det betyder blandt andet, at jeg i perioder har svært ved at sove så meget, som min krop har brug for, at jeg ikke når alt det, jeg gerne vil, og i bund og grund ender jeg med at føle, at jeg ikke gør tingene så godt, som jeg gerne vil. Det er hårdt. Og det går også ud over min glæde ved jobbet.
For det er stadig mit drømmejob. Ikke på grund af elevplaner eller nationale tests, men på grund af alle de skønne unger, der fylder min dagligdag.

tirsdag den 16. februar 2010

Posten kom forbi

I weekenden var jeg så heldig, at posten kom forbi med en gave vundet hos Helle. De fineste snefnug ligger nu på mit spisebord, indtil de skal pakkes ned igen om et par uger. Mere om det senere. Men selv om jeg er træt af sneen udenfor, er jeg super glad for at have snefnug indenfor.
Helle laver mange fine ting, hver måned laver hun en download of the month. I denne måned er det den fineste kalender, som jeg har printet og flittigt bruger dagligt. Flotte farver og søde tegninger. Og så har hun også lavet de skønneste kort, som man også kan hente gratis. Tænk at man både er så flittig og kreativ, og så samtidig deler ud af det til alle os andre.
Og nå ja, så blev hun min første faste læser, så mange tak for det Helle!

søndag den 14. februar 2010

Gode tips

Tjek lige denne hjemmeside ud, jeg opdagede den ved en tilfældighed, men det er helt sikkert en, jeg vender tilbage til. Dorthe har masser af god tips til oprydning, enkle tips, som kan være med til at gøre hverdagen nemmere.

Update:
Nu har Dorthe netop sat gang i en skøøøøn give away, hvor man kan vinde to smukke kurve fra box de lux, pu ha hvor vil jeg gerne vinde dem!

fredag den 12. februar 2010

Så blev det weekend


De sidste par indlæg har handlet om travlhed og om trangen til weekenden. Endelig er den kommet! Inden jeg begiver mig ud i alle gøremålene, har jeg forkælet mig selv med en dejlig stor latte og en tur rundt i blogland. Her faldt jeg over en blog, som jeg kom til at bruge en del tid på. Jeg endte på bloggen på grund af den fine give away, men meldte mig fluks som fast læser, og jeg ser frem til at vende tilbage igen. Hvor er det dejligt, når weekenden starter på dejligt! Og tænk hvis jeg kunne være så heldig også at vinde den flotte bog.....

torsdag den 11. februar 2010

Ny forårsagtig give away



Denne give away er bare så flot og forårsagtig. Jeg vil SÅ gerne vinde den, da den er lige hvad jeg trænger til.

Jeg har fulgt Karinas blog gennem længere tid, synes hun laver så mange flotte ting, som hun altid deler med alle os andre. Hendes kreativitet og dygtighed skinner igennem alt, hvad hun laver. Gennem hende fik jeg modet til at begynde at strikke mønster med flere farver - for aller første gang. Og det går stadig fremad, selvom jeg ikke når så meget, som jeg gerne vil.


I morgen er det weekend, og hvor jeg dog trænger. Min to-do liste er kæmpe lang, men satser på at kunne afkrydse nogle af punkterne, når jeg rammer søndag aften. Er bare helt sikker på, at jeg ville nå endnu mere, hvis sneen var væk, hvis solen var fremme hele dagen, hvis det piplede op fra jorden, mens fuglene fløjtede imens. Måske engang..... "Mens vi venter" giver pludselig en helt anden mening......

onsdag den 10. februar 2010

Jeg glæder mig til weekend

Pu ha hvor tiden flyver afsted for mig. Jeg har alt for meget på programmet. Langt fra alt er selvvalgt, men intet kan vælges fra på nuværende tidspunkt.
Jeg har jo næsten lige oprettet min blog, og jeg har tænkt så mange tanker om indlæg, billeder, nye bekendtskaber og inspiration, men indtil videre er det desværre kun blevet ved tanken.
Mon ikke jeg når alt det, jeg gerne vil, når tiden føles knap så trang?
Heldigvis er der snart weekend, og den skal nydes! Jeg har tidligt fri fredag, skal til min skønne nevøs fødselsdag, og nå ja, skal skal vores lejlighed pakkes ned. Fordi den er solgt pr. første marts, og det er jo lige om snart....

onsdag den 3. februar 2010

Sne, mere sne og så lidt sushi

Alt det sne, tænk at det bliver ved. Min bil kørte langsomt gennem morgentrafikken, men alligevel lykkedes det mig at glide et langt stykke ind i et lyskryds. Pu ha, det var væmmeligt. Kørte ikke ret stærkt, men alligevel nåede jeg lige at panikke lidt.
Heldigvis gik det fremad derefter, motorvejen var helt fri for sne, og her gled trafikken som normalt.

Efter arbejde havde jeg en dejlig aftale med en kollega, så vi trodsede snevejret og kæmpede os ind til Sushi Sushi. Lækkert sted med super mad og god betjening. Nu venter der bare en aften i sofaen med lidt arbejde og en stor chai latte, men først skal der lige laves en omgang Lady og vagabondens hofret fra "Rollinger og roulader".

tirsdag den 2. februar 2010

Strik og give away

Jeg strikker løs på min norske sweater fra Boligliv nummer 9/2009. Det er min anden trøje, og indtil videre er jeg ganske godt tilfreds med resultatet. Det er dog første gang, jeg strikker mønster og med flere farver, så strikningen foregår ofte med tungen lige i munden. Måske jeg skal forsøge mig med et billede af trøjen.....
Jeg tænker dog allerede over næste strikkeprojekt, så da jeg fandt Søhestens give away, blev jeg helt glad. Mon ikke der er masser af inspiration i de bøger?

mandag den 1. februar 2010

Og så lige endnu en.....

Jeg har fulgt Christinas blog gennem et stykke tid, og jeg var endda så heldig, at hun syede en vest specielt til mig! Jeg er super glad for den, farverne er lige mig, og så er der endda en bambi på ryggen.
Christina er super kreativ, og hun udlover disse flotte fugle til den heldig vinder.....

Endnu en lækker give away

Denne give away satser jeg på at vinde! Min nyindkøbte symaskine ville virkelig komme til sin ret med disse skønne stoffer. Julie laver så mange flotte ting, så jeg har fået mange gode idéer fra hendes blog.

Fin give away

Denne fine give away deltager jeg i! Linnea har lavet et flot net, hvorpå der er sat et af hendes egne billeder.

Jeg kan kun håbe, at jeg engang kan lære den teknik, indtil dag må jeg satse på at vinde den......