søndag den 28. marts 2010

påskeferie

Selvom solen ikke skinner, har vi tilbragt mange timer i haven i denne weekend. Vi er i fuld gang med at beskære hæk, og det er et kæmpe arbejde. Men jeg er faktisk både vild med det og, ifølge min kæreste, også rigtig god til det. Det er rart at føle sig nyttig, og så er det fedt at se, hvor langt man kommer i arbejdet. Min hverdags job er ikke helt så praktisk som havearbejde, men jeg er vild med begge dele.

Weekenden har også budt på en tur rundt i et par genbrugsbutikker, jeg fandt ikke så meget spændende, men lidt stof blev det da til.
Synes nu det er ganske skønt med påskeferie!

onsdag den 24. marts 2010

forberedelser

Midt på ugen plejer at betyde mødedag. Men ikke i dag, mødet blev aflyst, og jeg kunne komme tidligt hjem, endda med lidt sol udenfor. Og masser af dejlige forårsblomster. Når man som mig har boet i lejlighed i mange år, er det skønt pludselig at bo nede ved jorden og dagligt kunne følge med i havens gang. Selvom vi har haft kolonihaven i mange år, har vi aldrig været her så meget så tidligt på året. Jeg nyder det virkeligt hver dag, når jeg kommer hjem fra arbejde, og jeg er glad for, at vi skal bo her indtil vi skal overtage vores hus - snart.
Selvom jeg har fået fri fra mødet, er der alligevel nok at lave. Jeg mangler stadig at skrive elevplaner for en enkelt klasse, men så er jeg også færdig for denne omgang. 170 er det blevet til - puha, jeg bliver helt forpustet, når jeg skriver det, men også glad for at jeg kom igennem dem alle.

I morgen skal jeg endelig i det nye IKEA i Aalborg sammen med en dejlig veninde. Vi kører normalt til Århus et par gange om året, men nu er det fantastiske varehus åbnet så tæt på, så mon ikke jeg skal derud flere gange om året nu.
Jeg skal i hvert fald i gang med forbedelserne inden besøget i morgen. Jeg skal have skrevet huskeseddel, fundet navnene på det stof, jeg skal have købt, lure på hjemmesiden og ellers bare drømme om alle de idéer, jeg altid får i deres udstilling. Uhhhh, nu må det godt blive torsdag!

Vores porrer overlevede de mange måneder under sne, mon de stadig er gode?

søndag den 21. marts 2010

forårsstemning

Endelig fik jeg pakket vores kamera ud fra en flyttekasse. Der var lige et par solstråler i haven, som jeg måtte forografere. Desværre lykkedes det mig ikke helt, men jeg fik da taget et par billeder af vores nuværende hjem. Der ligger stadig en smule sne, men mon ikke det forsvinder i løbet af dagen. Vores porrer ser ud til at have klaret sig til trods for flere måneder under sne.

På min vandring gennem haven fandt jeg også vintergækker, som havde gemt sig blandt ukrudt i rosenbedet.
Dorotealiljerne er vokset et godt stykke siden i går.
Og en lille kat, der følger med i havevandringen.



lørdag den 20. marts 2010

weekend

Selvom weekenden ikke har budt på sol i min have, har jeg alligevel tilbragt det meste af eftermiddagen derude. Det var lunt, og sneen var endelig forsvundet - næsten. Jeg fik ordnet krukkerne fra sidste sommer, smidt de visne planter på komposten, og jeg fik fjernet de to, som ikke overlevede frosten.
Nu er min terrasse gjort forårsklar med små krukker med stedmoderblomster og bellis. Påskeliljerne har jeg indenfor, men jeg kan se, at der er mange på vej i haven. Ligesom mine dorotealiljer er godt på vej nu. Jeg håber på lidt sol i morgen, så billederne ikke bliver alt for kedelige.
Jeg kan mærke, at jeg virkelig har trængt til foråret i år. Jeg har haft travlt på arbejde i det sidste stykke tid, og forår i haven har bare en så god effekt på mig. Det er som om, at alting ser lysere ud efter en tur i haven, at løsninger dukker op i hovedet sammen med de små planter der skyder frem. Men jeg må nu også sige, at ukrudtet også er vokset meget de sidste par dage..... Så er der også lidt at tage fat på der.
Vi har heligvis ikke så mange planer i weekenden. Siden vi flyttede fra vores lejlighed og herud i vores kolonihave, har jeg bare ofte trængt til weekender, hvor vi bare skulle slappe af. Vi har begge lidt arbejde, vi skal have lavet, men ellers er den eneste plan eftermiddagskaffe med efterfølgende aftensmad hos gode venner med dejlige børn i morgen. Dejligt med tid til afslapning, ture rundt i blogland, hygge med kæresten ogg tid til bare at være.

torsdag den 18. marts 2010

pause

Så blev der endelig tid til at blogge lidt igen. Det har været en hård uges tid med flytning og kommen på plads det nye sted. Internet er heller ikke helt stabilt endnu, derfor er der lidt stille på bloggen disse dage. Jeg har dog mange tanker, som jeg gerne vil have skrevet ned, og mange kreative idéer, som jeg skal have gang i, så lige pludselig sker her noget igen.
Der hvor vi bor nu, er haven stadig fyldt med sne. Jeg kigger hver dag efter arbejde efter vintergækker, men indtil videre er de ikke dukket frem. Jeg har dog snydt lidt og har påskeliljer indenfor, men det er nu noget andet, når man finder dem i haven. Måske er det i dag, jeg er heldig?
Hvordan ser det ud i jeres haver? Er sneen væk og foråret i fuld gang?

lørdag den 6. marts 2010

Flytte, flytte, flytte

Pu ha, jeg synes det er en hård omgang at flytte. Tænk at vi har så mange ting! Vi slæber og slæber, indtil vores ben ryster, og så tager vi et par ture mere op og ned fra tredje sal.
Jeg holder dog lige en lille, men velfortjent pause. Drengene er i Boxit, og jeg tager en hurtig tur i blogland.
I aften skulle vi gerne have flyttet det meste, og det skal fejres med lækker sushi - og måske en kold øl.
Rigtig god weekend, håber I kan slappe mere af end mig:-)

onsdag den 3. marts 2010

Stille morgen

I dag døjer jeg lidt med at vågne. Måske fordi søvnen ikke faldt mig så let i nat. Jeg har fået fri fra mit arbejde i dag, da jeg har en tid på sygehuset. En tid jeg ser frem til, men som jeg samtidig er både spændt og nervøs for. For hvad mon de siger? Vi var afsted sidste gang i november til samme sted, og den gang slog svaret mig lidt ud. Slet ikke hvad jeg havde forventet, selvom jeg selvfølgelig inderst inde godt vidste, at det var en reel mulighed.
Jeg skriver nok i koder, og selvom det er utroligt privat, er det samtidig noget, som fylder rigtigt meget ved mig. Jeg ville ønske, at jeg havde samme mod som andre bloggere, der meget åbent fortæller blandt andet om deres inderste tanker og sygdom, det er jo blandt andet det, der får mig tilbage dagligt for at læse, og det der får mig til at føle, at lidt kender jeg dem da. Men det mod har jeg ikke endnu. Måske en dag.
Indtil videre vil jeg krydse alt, hvad jeg kan krydse og ellers gøre mig klar.