fredag den 18. februar 2011

perlesjov



Jeg blev helt bidt af de bagte perler og kunne slet ikke stoppe igen, da jeg først kom i gang. Blandede farver er et hit, lilla er altid et hit og pink er bare lækkert. Kameraet løb desværre tør for batteri, da de pink var færdige.
Weekenden byder på maling af vores trappeopgang. Kan ikke helt overskue, hvordan vi klarer det, men kæresten er optimistisk - og det smitter jo:-).

torsdag den 17. februar 2011

tidlig vinterferie

To dages fri eller sygemelding om man vil. Det er jeg rendt ind i. Da der er mistanke om lussingesyge på min skole, blev jeg onsdag til middag sendt hjem sammen med en kollega. En tur til lægen, en blodprøve sendt til testning, og så ellers besked om at blive hjemme resten af ugen.
Jeg håber selvfølgelig, at det hele viser sig ikke at være lussingesyge, da det, jeg kan læse mig til om sygdommen, er ganske væmmeligt. Men indtil videre må jeg bare vente på svar på min egen og en elevs blodprøve. Jeg blev dog en smule harm, da jeg tidligere på dagen snakkede med min leder. Han havde talt med elevens forældre, som havde haft pigen til lægen i går. Lægen ville ikke tage en blodprøve, da han kun mente, at det var i ekstreme tilfælde...... helt ærligt! Min leder bad dog forældrene insistere på at få taget blodprøven i dag.
To dages forlænget vinterferie betyder lige pludselig masser af ekstra tid. Fantastisk. Jeg har klippet papir og limet til en svampeuro, jeg har bagt perler til armbånd, jeg har været på stor rundtur i blogland, strikket lidt på babytæppe og drukket masser af te. Helt alene er jeg dog ikke på sofaen.
Turen rundt i blogland bød på en masse skønne give aways. Jeg krydser fingre og håber på at vinde hos Marolle.

Hmm der kommer stille og roligt flere ting ind på børneværelset, men jeg ved ikke helt, om katten forventer at blive puslet..... Ved i hvert fald, at han ville blive ret sur, hvis han skal gå med ble.....

tirsdag den 15. februar 2011

strik til lillepigen


En af mine kollegaer har været i gang med at strikke til lillepigen. Jeg er super glad for den personlige gave, som jeg glæder mig til at bruge. Jeg har selv fundet nogle opskrifter på trøjer, jeg skal i gang med, når min barsel starter. Men indtil videre er jeg gået i gang med et babytæppe, som dog er en smule kedeligt at strikke. Det er dog lige det, min hjerne kan klare her inden vinterferien:-).

mandag den 14. februar 2011

stof fra farfar

Søndagen blev brugt på hyggelig samvær med svigerfamilien. Min kærestes farfar blev for nylig 93 år, og hvert år fejrer vi hans fødselsdag med bowling og brunch. Jeg var spændt på, hvordan min efterhånden knap så mobile krop ville klare bowlingen, og jeg må da nok indrømme, at jeg var en del bedre til at klare brunchen. Farfar derimod, han var frisk som altid - dejligt!
For nyligt flyttede han fra et stort hus til en ældrebolig, og derfor var alle børn og svigerbørn samlet om formiddagen for at kigge på ting og sager. Jeg faldt over lidt lækkert stof, som måtte med hjem. Og lidt stof betyder to hele sengesæt! Derudover fandt vi lidt småting, som der kommer billeder af senere.



onsdag den 9. februar 2011

proto-uglen


Jeg legede lidt med fugle i weekenden, men har desværre ikke haft tid til at lege videre siden. Her kommer dog et par billeder af proto-uglen. Mine plan er, at det skal ende med en hel familie i forskellige farver, størrelser og tykkelser. Er nogenlunde tilfreds med resultatet, men har også tænkt tanken, at det måske mest ligner noget, eleverne laver i billedkunst (i indskolingen) ...... med alle de dygtige bloggere rundt omkring i blogland, får man (læs: jeg) meget nemt mindreværdskomplekser.
Alligevel vælger jeg dog den positive vinkel og siger, at det mere er processen end resultatet, der er det vigtigste:-).


Lidt ugle-inspiration kommer fra denne køredragt, som jeg har købt på udsalg. Og nå ja, om fem uger har jeg haft min første dag på barsel. Hvor er det vildt!

søndag den 6. februar 2011

en dejlig gave

Jeg har fået en dejlig gave af min søster. Den hedder "Cherish - awaiting a miracle".
Den gør mig glad, hver gang jeg ser den, og jeg skal gerne lige hen og røre ved den, når jeg går forbi. Elsker gaver, som er personlige, og som giveren har tænkt over.


Søndagen går ellers med lidt oprydning og klargøring til en ny uge. Lidt bagning - indtil videre kun boller, men tanken om en nybagt kage frister meget.....
Jeg har hygget mig med at lave nogle ugler i forskellige farver af silkepapir og lidt Rie Elise Larsen inspirerede fugle. Den første ugle - prototypen - blev kaldt for en kylling af kæresten, så jeg arbejder lidt videre, indtil jeg bliver helt tilfreds. Godt nok var den orange, men alligevel.....:-)

onsdag den 2. februar 2011

som en snegl

Tak for alle kommentarerne til forrige indlæg! Selvom jeg mest skrev det for min egen skyld, for at kunne huske hvad der skete og hvordan det føltes, så var det rart at få en hilsen med på vejen.


Jeg har stadig ondt i maven, men jeg synes, det går fremad. Dog bevæger jeg min langsomt som en snegl.... Er blevet meget bevidst om alle de muskler i maven, som bliver brugt til helt almindelige ting som at gå. Jeg går langsomt ned til mine timer på skolen, bliver ofte overhalet af både børn og voksne, men det er ok. Jeg har meget omsorgsfulde kollegaer, som passer på mig og som spørger ind til mig.


Eftermiddagene bliver brugt på afslapning på sofaen, og heldigvis bliver en masse kreative tanker tænkt. Jeg har planlagt masser af gøremål, har mange idéer og lyst til at kaste mig ud i nye projekter. Jeg har bestilt papir og tapet til sættekassen, som står i kælderen. Jeg har fundet hækleopskrifter på forskellige småting og ikke mindst dyr, så nu skal der gang i hæklingen. Jeg har lavet indkøbsseddel til Ikea og stofbutikker, der skal blandt andet syes sengerand, hagesmækker, babytøj, fugle til ophæng, flagranke m.m.


Resten af aftenen skal bruges til en stor tur rundt i blogland! Min liste med idéer til kreative gøremål kan sagtens udvides, især nu hvor der er 2½ uge til ferie.....