fredag den 4. marts 2011

sættekasse med tapet

Den sidste uge har en malet sættekasse stået i køkkenet og kigget på mig. Alle firkanterne var målt op, papiret var købt, og jeg skulle bare lige tage mig sammen til at klippe firkanterne ud og lime dem fast. Nu lyder det nok som om, jeg er færdig med sættekassen, men den kigger stadig på mig. De udklippede firkanter ligger nu på spisebordet, hvor jeg flytter lidt rundt på dem en gang i mellem. I morgen limes de fast - lover jeg mig selv!
Jeg har dog fået lavet en gammel skoæske færdig, som dog er blevet lidt tøseagtig. Jeg har endnu en æske i samme størrelse, tror den skal være lidt mindre pæn.
Jeg skal være alene hjemme hele weekenden, kæresten er taget til København på drengeweekend, det er vist tiltrængt. Jeg synes, det er en rigtig god idé, at han tager afsted, alligevel sidder jeg og synes, der er alt for lang tid til søndag. Men jeg kan lige så godt vænne mig til det, senere på måneden skal han nemlig til Holland med sit arbejde. Vi ved ikke helt hvor længe, han skal være dernede, men indtil videre er planen, at han senest kommer hjem i slutningen af april. Og jeg har termin 11. maj.
Synes ikke, det er spor sjovt, men jeg ved også, at der ikke er noget, vi kan gøre ved det. Sådan er det bare. Nogle gange er det bare som om, at graviditetshormoner og logisk sans ikke nødvendigvis hænger sammen. Og hvor er det bare træls.

tirsdag den 1. marts 2011

hårde dage

Det er hårdt at komme i gang igen efter en uges ferie fyldt med dejlige dage. Allerede efter to dage trænger jeg til weekend, det er vist for tidligt.....
Heldigvis kan jeg tænke tilbage på torsdag aften, hvor jeg var til en fantastisk Marie Frank koncert sammen med den søde Mette, og en lørdag aften i Århus til The National koncert sammen med kæresten. Inden koncerten var vi ude at spise en fantastisk burger på Charlie's Café. Vi er ikke ret kendte i Århus, men vi var begge ret begejstrede for burgeren! Koncerten var også skøn, men jeg bliver hurtigere træt i ben og læn, og lysten til at stå meget tæt sammen med andre er der ikke helt på samme måde som tidligere. Selvom vi plejer at tage en del til koncerter, blev vi enige om, at det nok var den sidste koncert på denne side af min termin.
Søndag aften fandt jeg også ud af, at jeg var den heldige vinder hos Kirkesjov, som hele ugen har fejret børnenes fest. Jeg vandt den fine strikkede vest, og da jeg selv måtte vælge størrelse og farve, valgte jeg en størrelse 0 år i råhvid med lilla knap. Billedet er lånt fra Mettes fine blog.

Fik jeg sagt, at der nu kun er 14 dage tilbage, inden jeg går på barsel.....

søndag den 27. februar 2011

gaveleg

Jeg har deltaget i en gaveleg hos Kreativista i Boligrum, og hun har sendt mig denne fine gave! Dejligt med en overraskelse midt i vinterferien. Jeg er super glad for den fine farverige gave, og jeg håber på, at bloglegen kan leve videre hos mig.

Lidt om reglerne for legen:
Alle blogprofiler kan deltage. Du deltager ved at skrive et indlæg til mit - herefter vil de to første indlæg blive belønnet med en lille gave.
Efter gavens modtagelse, skal du sende en lille gave retur til mig og samtidigt oprette et indlæg på din blog, hvor du fortsætter legen.

Der er ingen regler for indholdet af gaven eller for hvor meget tid, du skal bruge på den. Den må gerne være hjemmelavet, men det er ikke et krav!
Håber du har lyst til at lege med!

lørdag den 26. februar 2011

en gave fra SanneP

Jeg har ikke vist gaven før, da jeg skulle sende en pakke videre til Mette. Men i mandags lå denne dejlige gave i min postkasse. Stor overraskelse, fordi jeg skulle jo bare sende en pakke videre. Men Sanne havde altså også lavet en gave til mig, som er super fed! Tak søde Sanne for den fine overraskelse!

torsdag den 24. februar 2011

Færdige fastelavnsboller

Gårsdagens fastelavnsboller var et hit, i hvert fald hos kæresten og mig. Gulerodskagen er medbragt til kærestens arbejde, hvor det var blevet hans tur til at give kage. Må vente på vurderingen til, han vender hjem igen.
I dag er dagens program lidt skolearbejde, så jeg ikke ender med at sidde med det søndag aften, vask af de stoffer jeg har fundet i genbrug og arvet hos farfar, opmåling af alle 46 rum i den  malede sættekasse og endelig spisning med Mette med efterfølgende Marie Frank koncert. Fredag byder på kreadag med den samme Mette, hun kan en masse tricks, som jeg håber at lære nogle af.
Her er et par billeder af indkøbene fra Århus. Næste gang må jeg også finde noget til mig selv! Synes bare at natdragten var så fin!

onsdag den 23. februar 2011

Fastelavnsboller

Fastelavnsboller skal der til! Især når man har vinterferie. Dejen er sat til hævning, smør til remonce står og bliver blødt, gulerodskagen er i oven, mens jeg tager en tur rundt i blogland. Er ved at vænne mig ret meget til det er ferie.... Kitchen Aiden bliver flittigt brugt, og hver eneste gang den kører, er der samtidig de vildeste babyspark i maven:-).
Mandagens tur til Århus var kold, kold og lidt mere til. Jeg fik slet ikke set alt det, jeg gerne ville, men fik i stedet købt babytøj og en bog om mad til babyer og tumlinger. Hmmm hvad er det lige der sker?
I weekenden legede jeg lidt med nogle af Helles mønstre, og jeg har lovet hende at vise lidt af det frem. Billederne er ikke super gode, men flere er på vej....

søndag den 20. februar 2011

vinterferie

Planerne for weekenden blev ændret en anelse. Vi havde snakket om maling af trappeopgangen fra kælder til første sal, men selv med en 6 meter lang stige kan det vist ikke lade sig gøre. Vi bliver nok nødt til at betale os fra det alligevel....
Lørdagen blev brugt på dejlig gåtur over broen til Aalborg i solskin, lækker brunch på Café Vesterå efterfulgt af lidt shopping til de dele af min krop, som bare svulmer og svulmer:-). Resten af dagen var præget af total afslapning, nem og lækker mad og Stieg Larsson extended version DVD - fantastisk.
Søndagen er blevet brugt på bagning, blandt andet rugbrød for første gang (synes det lugtede meget som øllebrød undervejs), men det blev rigtigt godt. Kæresten har givet min sættekasse anden omgang maling, så den kan jeg komme i gang med i næste uge. I aften skal vi spise italiensk på en af mine yndlingssteder i Aalborg, nemlig Fellini. Min far har inviteret os med ud at spise, og det glæder vi os meget til. Måske er det bare fordi, jeg er gravid, men jeg har studeret deres hjemmeside i løbet af eftermiddagen for at finde ud af, hvad jeg skal spise......

I morgen skal jeg tilbringe dagen i Århus sammen med en god veninde, glæder mig allerede til de mange butikker, især BOX de LUXE!