fredag den 4. marts 2011

sættekasse med tapet

Den sidste uge har en malet sættekasse stået i køkkenet og kigget på mig. Alle firkanterne var målt op, papiret var købt, og jeg skulle bare lige tage mig sammen til at klippe firkanterne ud og lime dem fast. Nu lyder det nok som om, jeg er færdig med sættekassen, men den kigger stadig på mig. De udklippede firkanter ligger nu på spisebordet, hvor jeg flytter lidt rundt på dem en gang i mellem. I morgen limes de fast - lover jeg mig selv!
Jeg har dog fået lavet en gammel skoæske færdig, som dog er blevet lidt tøseagtig. Jeg har endnu en æske i samme størrelse, tror den skal være lidt mindre pæn.
Jeg skal være alene hjemme hele weekenden, kæresten er taget til København på drengeweekend, det er vist tiltrængt. Jeg synes, det er en rigtig god idé, at han tager afsted, alligevel sidder jeg og synes, der er alt for lang tid til søndag. Men jeg kan lige så godt vænne mig til det, senere på måneden skal han nemlig til Holland med sit arbejde. Vi ved ikke helt hvor længe, han skal være dernede, men indtil videre er planen, at han senest kommer hjem i slutningen af april. Og jeg har termin 11. maj.
Synes ikke, det er spor sjovt, men jeg ved også, at der ikke er noget, vi kan gøre ved det. Sådan er det bare. Nogle gange er det bare som om, at graviditetshormoner og logisk sans ikke nødvendigvis hænger sammen. Og hvor er det bare træls.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar